Rikke Brams' Blog

Teknikkens vidunderlige verden!

2009-09-21T11:22:00.000-07:00

I dag modtog jeg en statistikrapport på min blog fra Google - som jeg gør hver mandag. Det er en fantastisk lille opfindelse, som fortæller mig, hvor mange besøgende jeg har haft i ugens løb, om de klikkede sig direkte ind eller kom igennem en søgemaskine og mange andre mere eller mindre (u)brugelige oplysninger.

Til min store overraskelse har jeg i den sidste uges tid haft ikke mindre end syv (!) besøgende fra Brasilien. Den havde jeg ikke lige set komme. Men ok, vi lever jo trods alt i det 21. århundrede, hvor internettet har udvisket landegrænser og bragt verden sammen om et kæmpe fællesskab i cyberspace.

Om mine syv gæster fra Brasilien fandt, hvad de søgte - eller hvad de i det hele taget søgte efter, melder historien ikke noget om. Det kunne måske være en idé til en fed udvidelse af Google Analytics. (Gad vide om Google også læser med?!?). Anyways, brasilianere - såvel som alle andre verdensborgere - skal være hjerteligt velkomne her på min lille, ydmyge blog.

En solstrålehistorie fra den virkelige verden

2009-09-06T13:15:00.000-07:00

Nu er det vist på tide, at jeg får opdateret min blog. Der er nemlig sket det helt igennem fantastiske, at jeg har fået job. Nemlig ja! Et vaskeægte job. Og jeg elsker det.

Jeg har den sidste måned trådt mine daglige skridt i Forbrugernes Hus på Amager, hvor jeg arbejder som webkonsulent hos Forbrugerstyrelsen. Jeg føler mig meget priviligeret - jeg lærer en masse nyt om web samtidig med, at jeg får lov til at dyrke min store passion for forbrugerområdet.

I'm back in business, baby!

I mit tilfælde blev det altså kun til fem måneder som jobløs. Og de fem måneder var mere end nok! Farvel du kære lediggang - jeg håber, vi aldrig ses igen. Det er nu engang meget sjovere at have noget at stå op til. Og til alle mine søde, dejlige venner, som stadig kæmper den daglige kamp med Jobcentre, dagpenge og endeløse ansøgninger: Fat mod. Der er er lys for enden af tunellen.

Så hvis du i morgen tidlig på din vej til job møder en smilende pige med blå øjne og brune krøller, så er det mig! Og jeg smiler, fordi det er en fantastisk følelse igen at være medlem af klubben for det arbejdende folk.

Vi ses derude i virkeligheden...

Mit liv som jobløs - del 2

2009-06-09T05:14:00.000-07:00

Dette er andet indlæg i en lille serie, som beskriver min oplevelse af at være arbejdsløs for første gang. Serien vil bl.a. handle om min rejse gennem 'systemet' og mine tanker om det at være nyuddannet og jobløs.

Del 2: Sagde du navneforandring???

For at modtage dagpenge skal man følge en masse regler, som jeg ikke vil kede mine ca. tre læsere (hej mor) med. Nå, men en af reglerne er, at man skal udfylde et online cv på Jobnet og derefter ind og klikke på det mindst en gang om ugen.

Smal sag! Cv'et fik jeg hurtigt udfyldt og godkendt. Nogle af oplysningerne henter Jobnet direkte fra cpr-registret, bl.a. navn, fødselsdato etc. Jeg er et af de (mange) mennesker, som er begavet med hele to efternavne - selv om jeg stort set kun bruger det ene.

Jobnet er så smart indrettet, at det kun viser et efternavn - i mit tilfælde det 'forkerte', som jeg aldrig bruger. Jeg ringer derfor op til Jobcenter for at bede dem om at rette det. Som journalist er ens byline trods alt ens visitkort - og ingen i branchen kender mit andet efternavn.

Efter at have forklaret sagen for den søde dame i den anden ende af linjen, beder hun mig om at hænge på, mens hun lige undersøger sagen. Hun vender tilbage og fortæller mig, at det kan man ikke rette.

Som garvet web-journalist ved jeg, at enhver hjemmeside har en back-end, som man kan gå ind og rette fra. Det forklarer jeg damen, som lyder en smule tøvende, da jeg begynder at smide om mig med ord som front-end og back-end. Endnu engang beder hun mig om at vente.

Efter 10 minutter hænger jeg stadig i røret og venter. Tålmodighed er som sagt en dyd. Efter endnu fem minutter med skrattende ventemusik vender damen tilbage. Hun har nu vendt sagen med tre kolleger, og de har fundet en løsning på mit problem.

En løsning. Dejligt! Hun fortæller mig så, at jeg nok er nød til at tage navneforandring, hvis jeg ikke vil bruge mit andet efternavn. NAVNEFORANDRING???? Efter et mindre grineflip går det op for mig, at damen ikke griner med i den anden ende. Hun mener det helt alvorligt.
Øhhh...?!?! "Er du klar over hvor omfattende det er", spørger jeg hende.

Hun indrømmer, at det måske lyder lidt drastisk, men det er altså den eneste løsning, de kan komme i tanke om. Og ingen andre hos Jobcenter kan hjælpe mig.
Så meget for at mine forældre gav mig to efternavne, så jeg selv kunne vælge. Jeg tror ikke lige, de havde overvejet, at Jobcenter ville vælge for mig.

Efter endnu 10 minutter, hvor jeg på bedste pædagogisk vis forsøger at forklare, hvordan man bygger en hjemmeside op, og hvordan man retter på den, er vi stadig ikke nærmere en løsning. Til sidst - efter at jeg har forslået, at hun skaffer mig et log in til back-end, for så kan jeg selv finde ud af, hvordan man retter det - må jeg erkende, at slaget er tabt. Suk. Og jeg nægter altså at tage navneforandring på opfordring af Jobcenter. Jeg lægger på og ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde.

Det er jo absurd! Hvis mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus, kan jeg konstatere, at Jobcenters medarbejdere er fra Jupiter.
Eller.. Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk, at de kommer fra et helt andet solsystem end vores!

Mit liv som jobløs - del 1

2009-06-08T14:57:00.000-07:00

Dette er det første indlæg i en lille serie, som beskriver min oplevelse af at være arbejdsløs for første gang. Serien vil bl.a. handle om min rejse gennem 'systemet' og mine tanker om det at være nyuddannet og jobløs.

Del 1: Mit første møde med systemet

Så kom dagen for mit første møde på Jobcenter. Jeg mødte op med en lille smule sommerfugle i maven og en stor stak omhyggeligt udfyldte papirer, som de have sendt til mig sammen med mødeindkaldelsen.

Efter ti begivenhedsrige minutter i venteområdet, hvor jeg overværede et lille sammenstød mellem Johnny - jobsøgende som jeg, dog med en lille fjer på - og en meget bestemt Jobcenter-dame (som tydeligvis kendte Johnny og vidste, hvordan man satte ham på plads) blev mit navn råbt op.

En mand i halvtredserne bad mig om at følge med og ledte mig ind gennem en glasdør og ned af en lang gang. Vi endte på et kontor, som lugtede langt væk af kommunal 70'er indretning. Vi satte os på hver side af hans skrivebord.

Et par minutter inde i samtalen blev sommerfuglene erstattet af undren, da manden et par gange havde refereret til "sådan nogle som dig", mens han pegede på mig og sendte mig et sigende blik hen over kanten af sine briller.

Øh? Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg tilhørte en særlig race. Mens han talte videre, sad jeg og overvejede, hvad 'sådan nogle som mig' mon er for nogle... Journalister? Kvinder? Brunetter? Rikke'r? ...??
Ti-øren faldt, da det gik op for mig, at 'sådan nogle som mig' er unge, nyuddannede akademikere. Aha. Det er altså sådan én, jeg er. Hmn.. Tror nu egentlig bare, at jeg stadig foretrækker Rikke. Eller journalist for den sags skyld.

Inden længe havde jeg lært, at mig og mit nye slæng er nogle af de sværeste at få i job lige nu - og åbenbart heller ikke var en dans på roser, før den kære finanskrise ramte andedammen.

Før mødet var forbi, lærte jeg ydermere, at udover at jeg er en af de dersens unge, nyuddannede akademikere - så tilhører jeg endnu en særlig gruppe, fordi jeg kun har levet i 27 år.
'25-30 år-kategorien'. Uha da. Sikke noget snavs. Det er åbenbart endnu værre at være ung, nyuddannet akademiker, når man er under 30 (og her gik jeg og troede, at jeg var en mønsterelev, fordi jeg klarede min uddannelse på normeret tid).

Efter halvandet time af mit liv, som jeg aldrig får igen, gik jeg fra Jobcenter med favnen fuld af endnu flere papirer - standartsvaret på mine spørgsmål var nemlig hele vejen igennem mødet "Det kan du finde svar på i den her formular. Jeg printer den lige til dig." - og en smule mere dyster, end da jeg kom. Og det siger faktisk ikke så lidt, da den rare Jobcenter-mand under mødet sagde til mig, at jeg var den mest positive, fuld af gå-på-mod person han længe havde set. Og at jeg sørme måtte være godt forberedt, når jeg kunne stille så mange spørgsmål.

Forberedt? Ja da! Jeg er vel journalist. Eller... Nå nej - ung, nyuddannet akademiker.
På vej ud i det dejlige solskin overvejede jeg, om Johnny fra venteområdet måske havde haft fat i den lange ende. Måske skyldtes hans lille fjer på, at det her ikke var hans første møde med Jobcenter...

Mit første møde med de kongelige

2009-05-07T05:08:00.000-07:00

I dag var så dagen, hvor prins Joachim og prinsesse Marie skulle have deres lille nye babyprins med hjem fra hospitalet. Rigshospitalets forhal bugnede af ballonner, pressefolk og royale danskere. Klokken 13 holdt alle vejret og ventede i spænding. Et par minutter forsinket (man er vel VIP) kom den lille nye familie til syne tæt forfulgt af hofdame, bedstefar og en håndfuld sikkerhedsfolk. Og der var han så - ham vi alle havde ventet på - 3 kg babydreng, som sov fra hele seancen.

1 - 2 - 3 og så var det hele overstået. De fremmødte undersåtter, hospitalepersonale og pressefolk fik smilet og vinket og set giraffen. Alt i mens jeg sad og fulgte med (live selvfølgelig - oven i købet på begge licensbetalte kanaler), kom jeg til at tænke på mit første møde med de kongelige. Det var tilbage i maj 2007, hvor den svenske kongefamilie var på officielt statsbesøg.

Der var engang en lille journalist, som... Eller..
Da jeg først havde kæmpet mig igennem hele møllen med kreditering (Tro om igen, hvis du bare tror, at man møder op med sit pressekort i sådan en situation, hah!) og læst lidt op på de forskellige projekter, som de kongelige skulle besøge, var jeg klar til at indlede mit aller første statsbesøg og møde med blåt blod.

Når jeg tidlige har set statsbesøg og andre royale begivenheder i tv, har jeg altid undret mig over, at alle fremmødte altid ligner en Colgate reklame gone bad - alle folk smiler fra øre til øre og vinker (som jo ellers er forbeholdt børn og gamle mennesker). Sådan skulle jeg i hvert fald ikke gøre! Jeg er jo journalist, så jeg skulle selvfølgelig have en kommentar fra en kongelig om - ja, whatever! Men tale, det skulle de.

Den store dag oprandt, og jeg iførte mig en pæn kjole med matchende frakke (lidt royal er man vel) og stilletter. Jeg skulle følge kronprins Frederik og kronprinsesse Victorias besøg hos Danmarks Idrætsforening i Brøndby. Med blokken klar og blyanten spidset tog jeg opstilling ved den røde løber i gooood tid (nødvendigt for overhovedet at få en plads i første række) sammen med min fotograf. Og så gik jeg ellers i gang med at vente.. og vente.. og vente.. i noget det føltes som en evighed. Suk.

Det var en ret windy dag, så der gik ikke længe, før ønskede mig dundyner og flyverdragter i metermål. Man må lide for skønheden, som man siger. Kjole, matchende trenchcoat og høje hæle ser måske mægtig fint ud, men praktisk er det sgu ikke, når det danske vejr er gajolvejr.

Nå, men efter 1000 år og 371 kuldegysninger dukkede følget op. Flotte, skinnende, sorte biler på rad og række og en hulens masse mænd i sorte jakkesæt, solbriller og øresnegl. Og der - midt i alt det sorte - dukkede Kronprins Frederik og Kronprinsesse Victoria op, som to små strålende, smilende sole. Så var det tid til at stille de store spørgsmål.

Men hov! Før jeg overhovedet fik chancen for at åbne munden og stille så meget som et enkelt (utrolig skarpt, selvfølgelig) spørgsmål, tog en magisk kraft over. Min hånd begyndte at vinke helt af sig selv, mens mine kinder var ved at sprække af det store smil, som i bedste Colgate stil var plastret hen over mit ansigt. Imens min hjerne på højtryk prøvede at regne ud, hvad min hånd lige havde gang i. Forundret så jeg mig omkring og opdagede, at det ikke kun var mig, der er ramt. Alle omkring mig smilede og vinkede som i trance.

1-2-3 og så var øjeblikket forbi. De to hovedpersoner var smuttet op ad den røde løber og ind i en bygning. Tilbage stod jeg og lignede et stort spørgsmåltegn. Hvad f... skete der lige der?? Væk var min journalistiske faglighed og alle spørgsmål. En usynlig kraft havde tilsyneladende besat mig og alle omkring mig. Det er altså dét, der sker, når der er kongelige i nærheden. En usynlig kraft tager over og fanvandler alle i en radius på 100 meter til jubelglade, vinkende idioter.
Nu er du advaret, hvis du engang selv står over for en med blåt blod i årerne.

May the force be with you...

Min aller første gang

2009-05-06T02:50:00.000-07:00

Jeg holder vejret, lukker øjnene og springer lige ud i det....

Hej! Jeg hedder Rikke - og det her er mit aller første blog indlæg. Eller det passer faktisk ikke helt. I forbindelse med mit sidste job havde jeg faktisk en blog, som handlede om indretning og design - men det er en sidehistorie.

Nå, men tilbage på sporet... Det her så mit aller første blog indlæg på min nye blog, som skal handle om mig. Tadaaaa!

Og hvem er jeg så?
Jeg hedder som sagt Rikke og er 27 år gammel. Jeg er uddannet journalist - fordi det blev jeg simpelthen bare nød til. Jeg har altid vidst, at jeg skulle leve af at skrive. Jeg kan nemlig slet ikke lade være! Det er ligesom at trække vejret for mig.
Og efter lidt mere end seks år på universitetet, som har bragt mig en bachelorgrad i Historie og en kandidatgrad i Journalistik, kunne jeg officielt kalde mig journalist i september 2008.

Jeg kan desværre også officielt kalde mig jobløs - eller arbejdssøgende, som det så smukt hedder på politisk korrekt dansk - for tiden - og det var bestemt ikke med i planen!
Men hey, jeg havde heller ikke lige planlagt at blive færdig samtidig med, at den nok så omtalte og lidet elskværdige finanskrise for alvor tog kvælertag på økonomien, min branche, Danmark og ja - verden for den sags skyld.

Det startede ellers meget godt. Jeg havde akkurat lige afleveret mit speciale, da jeg efter kun tre ansøgninger blev tilbudt et job trods de dystre udsigter, som allerede i efteråret sidste år formørkede jobmarkedet og verdensøkonomien. Men job fik jeg altså. Og jeg var glad! Men glæden var kort - efter kun fem måneder ude i erhvervslivet blev jeg ramt af en sparrerunde. Av! Sparret væk på linje med det dyre toiletpapir fra Kleenex og tandsmør på brødet (og 34 kolleger).

Nå men op på hesten igen.. Jeg har nu været jobløs i to måneder. Det er ikke meget, når man ser på det store billede. Men det føles som meget, når man er en ung kvinde med krudt i røven og fart over feltet. Især som arbejdsløsheden, økonomien og ikke mindst min branche ser ud lige nu. Men jeg er heldigvis født optimist, så der skal mere til at slå mig ud.

Hvad vil jeg så med en blog?
Ideen er at bruge min blog som mit online CV. Et eller andet sted giver det bare mening, at jeg skal have sådan en. Altså en blog. Som engageret webjournalist og ivrig internetbruger hører det vel til. Og det er jo det, de unge vil ha'! Efterhånden som jeg finder mit forfæste i dette - for mig - nye univers, vil et mere afklaret formål sikkert følge. Stay tuned!

Det var jo slet ikke så slemt! Jeg har åbnet øjnene og vover at trække vejret igen.. Det var så mit første indlæg. Tak fordi, du læste med. Flere vil følge...