Mit liv som jobløs - del 1

Dette er det første indlæg i en lille serie, som beskriver min oplevelse af at være arbejdsløs for første gang. Serien vil bl.a. handle om min rejse gennem 'systemet' og mine tanker om det at være nyuddannet og jobløs.

Del 1: Mit første møde med systemet

Så kom dagen for mit første møde på Jobcenter. Jeg mødte op med en lille smule sommerfugle i maven og en stor stak omhyggeligt udfyldte papirer, som de have sendt til mig sammen med mødeindkaldelsen.

Efter ti begivenhedsrige minutter i venteområdet, hvor jeg overværede et lille sammenstød mellem Johnny - jobsøgende som jeg, dog med en lille fjer på - og en meget bestemt Jobcenter-dame (som tydeligvis kendte Johnny og vidste, hvordan man satte ham på plads) blev mit navn råbt op.

En mand i halvtredserne bad mig om at følge med og ledte mig ind gennem en glasdør og ned af en lang gang. Vi endte på et kontor, som lugtede langt væk af kommunal 70'er indretning. Vi satte os på hver side af hans skrivebord.

Et par minutter inde i samtalen blev sommerfuglene erstattet af undren, da manden et par gange havde refereret til "sådan nogle som dig", mens han pegede på mig og sendte mig et sigende blik hen over kanten af sine briller.

Øh? Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg tilhørte en særlig race. Mens han talte videre, sad jeg og overvejede, hvad 'sådan nogle som mig' mon er for nogle... Journalister? Kvinder? Brunetter? Rikke'r? ...??
Ti-øren faldt, da det gik op for mig, at 'sådan nogle som mig' er unge, nyuddannede akademikere. Aha. Det er altså sådan én, jeg er. Hmn.. Tror nu egentlig bare, at jeg stadig foretrækker Rikke. Eller journalist for den sags skyld.

Inden længe havde jeg lært, at mig og mit nye slæng er nogle af de sværeste at få i job lige nu - og åbenbart heller ikke var en dans på roser, før den kære finanskrise ramte andedammen.

Før mødet var forbi, lærte jeg ydermere, at udover at jeg er en af de dersens unge, nyuddannede akademikere - så tilhører jeg endnu en særlig gruppe, fordi jeg kun har levet i 27 år.
'25-30 år-kategorien'. Uha da. Sikke noget snavs. Det er åbenbart endnu værre at være ung, nyuddannet akademiker, når man er under 30 (og her gik jeg og troede, at jeg var en mønsterelev, fordi jeg klarede min uddannelse på normeret tid).

Efter halvandet time af mit liv, som jeg aldrig får igen, gik jeg fra Jobcenter med favnen fuld af endnu flere papirer - standartsvaret på mine spørgsmål var nemlig hele vejen igennem mødet "Det kan du finde svar på i den her formular. Jeg printer den lige til dig." - og en smule mere dyster, end da jeg kom. Og det siger faktisk ikke så lidt, da den rare Jobcenter-mand under mødet sagde til mig, at jeg var den mest positive, fuld af gå-på-mod person han længe havde set. Og at jeg sørme måtte være godt forberedt, når jeg kunne stille så mange spørgsmål.

Forberedt? Ja da! Jeg er vel journalist. Eller... Nå nej - ung, nyuddannet akademiker.
På vej ud i det dejlige solskin overvejede jeg, om Johnny fra venteområdet måske havde haft fat i den lange ende. Måske skyldtes hans lille fjer på, at det her ikke var hans første møde med Jobcenter...