Mit første møde med de kongelige

I dag var så dagen, hvor prins Joachim og prinsesse Marie skulle have deres lille nye babyprins med hjem fra hospitalet. Rigshospitalets forhal bugnede af ballonner, pressefolk og royale danskere. Klokken 13 holdt alle vejret og ventede i spænding. Et par minutter forsinket (man er vel VIP) kom den lille nye familie til syne tæt forfulgt af hofdame, bedstefar og en håndfuld sikkerhedsfolk. Og der var han så - ham vi alle havde ventet på - 3 kg babydreng, som sov fra hele seancen.

1 - 2 - 3 og så var det hele overstået. De fremmødte undersåtter, hospitalepersonale og pressefolk fik smilet og vinket og set giraffen. Alt i mens jeg sad og fulgte med (live selvfølgelig - oven i købet på begge licensbetalte kanaler), kom jeg til at tænke på mit første møde med de kongelige. Det var tilbage i maj 2007, hvor den svenske kongefamilie var på officielt statsbesøg.

Der var engang en lille journalist, som... Eller..
Da jeg først havde kæmpet mig igennem hele møllen med kreditering (Tro om igen, hvis du bare tror, at man møder op med sit pressekort i sådan en situation, hah!) og læst lidt op på de forskellige projekter, som de kongelige skulle besøge, var jeg klar til at indlede mit aller første statsbesøg og møde med blåt blod.

Når jeg tidlige har set statsbesøg og andre royale begivenheder i tv, har jeg altid undret mig over, at alle fremmødte altid ligner en Colgate reklame gone bad - alle folk smiler fra øre til øre og vinker (som jo ellers er forbeholdt børn og gamle mennesker). Sådan skulle jeg i hvert fald ikke gøre! Jeg er jo journalist, så jeg skulle selvfølgelig have en kommentar fra en kongelig om - ja, whatever! Men tale, det skulle de.

Den store dag oprandt, og jeg iførte mig en pæn kjole med matchende frakke (lidt royal er man vel) og stilletter. Jeg skulle følge kronprins Frederik og kronprinsesse Victorias besøg hos Danmarks Idrætsforening i Brøndby. Med blokken klar og blyanten spidset tog jeg opstilling ved den røde løber i gooood tid (nødvendigt for overhovedet at få en plads i første række) sammen med min fotograf. Og så gik jeg ellers i gang med at vente.. og vente.. og vente.. i noget det føltes som en evighed. Suk.

Det var en ret windy dag, så der gik ikke længe, før ønskede mig dundyner og flyverdragter i metermål. Man må lide for skønheden, som man siger. Kjole, matchende trenchcoat og høje hæle ser måske mægtig fint ud, men praktisk er det sgu ikke, når det danske vejr er gajolvejr.

Nå, men efter 1000 år og 371 kuldegysninger dukkede følget op. Flotte, skinnende, sorte biler på rad og række og en hulens masse mænd i sorte jakkesæt, solbriller og øresnegl. Og der - midt i alt det sorte - dukkede Kronprins Frederik og Kronprinsesse Victoria op, som to små strålende, smilende sole. Så var det tid til at stille de store spørgsmål.

Men hov! Før jeg overhovedet fik chancen for at åbne munden og stille så meget som et enkelt (utrolig skarpt, selvfølgelig) spørgsmål, tog en magisk kraft over. Min hånd begyndte at vinke helt af sig selv, mens mine kinder var ved at sprække af det store smil, som i bedste Colgate stil var plastret hen over mit ansigt. Imens min hjerne på højtryk prøvede at regne ud, hvad min hånd lige havde gang i. Forundret så jeg mig omkring og opdagede, at det ikke kun var mig, der er ramt. Alle omkring mig smilede og vinkede som i trance.

1-2-3 og så var øjeblikket forbi. De to hovedpersoner var smuttet op ad den røde løber og ind i en bygning. Tilbage stod jeg og lignede et stort spørgsmåltegn. Hvad f... skete der lige der?? Væk var min journalistiske faglighed og alle spørgsmål. En usynlig kraft havde tilsyneladende besat mig og alle omkring mig. Det er altså dét, der sker, når der er kongelige i nærheden. En usynlig kraft tager over og fanvandler alle i en radius på 100 meter til jubelglade, vinkende idioter.
Nu er du advaret, hvis du engang selv står over for en med blåt blod i årerne.

May the force be with you...